Natlyt i Lille Vildmose
Prøv et natlyt og oplev fuglene på en anderledes og spændende måde.
Lille Vildmose huser i disse dage sjældne fugle som blandt andet Dværgrørvagtel, Drosselrørsanger og Pirol. Så der skal hermed lyde en opfordring til at tage på natlyt og dermed opleve Lille Vildmoses fugleliv på en helt ny og spændende måde. Ud over den meget sjældne Dværgrørvagtel kan man om natten også høre Plettet Rørvagtel, Dobbeltbekkasin, Atlingand og Rørdrum. Natuglen og Nattergalen høres også i det fjerne mod syd. I skumringen er Blåhals, Bynkefugl, Drosselrørsanger og Pirol særligt stemmeaktive. Det er bedst at lytte når der er vindstille. Og heller ikke for koldt. Så find en nat med milde vindforhold og temperaturer ikke under 8-10 grader, og kom så ud og få en naturoplevelse i særklasse. Såvel Blåhals, som Pirol og Nattergal, har uden sidestykke den smukkeste sang man kan forestille sig. Her er kikkert og teleskop ikke en nødvendighed. Så kom ud og nyd en nat med højt til loftet, langt fra byens lys og larm, hvor stjernehimmelen og fuglenes sang og kald på aller smukkeste vis omgiver dig så langt øjet og øret rækker.
Lars Grøn