Mursejler som nabo
De kommer i midten af maj. Man hører dem først på deres skrig, et løfte om at sommeren er på vej. Mursejlerne er kommet hjem fra det varme Afrika, hvor de har tilbagt tiden på vingerne siden sidste sommer, og det er altid glædeligt, at se den første mursejler kom flyvende.
Den gennemsnitlig ankomsttidspunkt for ”mine” Mursejlere her i Løgstør er omkring fra den 14. maj, og de trækker stille bort igen omkring den 21. august. En kort periode – ligesom de lyse nætter! Da jeg i sommeren 2009 flyttede ind i min nuværende lejlighed på 2. sal i Løgstør, var det langt fra min tanke, at jeg skulle få et særligt forhold til luftens skrighalse! Et bekendtskab, der ville bringe mig meget tæt på Mursejlerne.
Ofte tager Mursejlerne sociale fællesture i samlet flok omkring boligblokkene, mens de skrigende flyver tæt forbi altaner og åbne vinduer. Ofte så tæt på, at jeg kan mærke vingesuset og må træde et skridt tilbage. Min lejlighed har en lille altan, hvor der foroven er ynglende Mursejlerne lige under taget. Hele to par. Når en Mursejler skal lette fra redehullet, kaster den sig ud for at få luft under vingerne, men ofte sker det, at den rammer den forkerte side af altanen. Efter en sådan “nødlanding” basker Mursejlerne i håbet om komme tilbage i luften. Hvis det ikke lykkes, må jeg ud og samle Mursejleren op og kaste den ud i luften.
Og om sommeren, hvor jeg ofte har altandøren til at stå åben, sker det, at jeg ofte får flyvende Mursejler helt inde i stuen. Forbløffet over den fremmede habitat, Mursejleren er kommet ind i, laver den ofte en ny nødlanding og lægger sit visitkort.
Men trods det aflagte visitkort, er det at have Mursejler som nabo, for det meste en glæde. Når man en sommerdag sidder ude på altanen og nyder en kold øl, og i redehullet sidder en Mursejlerunge og kigger ud – klar til sin første flyvetur. Alt i mens større flokke på op til 20-30 Mursejlere kommer skrigende forbi.
Se en lille video med de mange mursejlere omkring altanen i Løgstør her.
Tekst, foto og video: Brian Lyngsøe Nilsson, Løgstør.