Mågen, der kan smelte hjerter

imaage_js_1Ismågen er nu væk fra det nordjyske. Kursen er vel sat mod isen og landet længst mod nord. Men inden afgangen fra Hanstholm Havn skabte den en sand drivhuseffekt i feltornitologiske sjæle, hvor temperaturen steg, så hjerterne smeltede.
For ismåger er gjort af et stof, der skaber myter, og vi kalder den sneens og isens dronning, mens vi for vort indre blik skuer storheden i Arktis med nordlys og jagende isbjørne, hvalrosser og narhvaler langs iskanten.
Strengt taget er der ikke noget royalt over ismågen, der snarere end ved hoffet hører til i renovationen på pakisen. Folk, der har set den på sin hjemmebane, siger, at den er et svin med sin elfenbenshvide fjerdragt. Den hiver og slider i kadavere og søler sig til i blodige ådsler, mens den rager i ildelugtende efterladenskaber fra bjørne og hvalrosser, så man fristes til at skrive, at ismågen må døje polarhavets dårligste ånde.
Men vi bærer over med den, for den er en budbringer fra en af klodens sidste ødemarker, og den har eventyret og drømmene med sig som blind passager.
Da jeg lige før jul drog mod Hanstholm for at komme i audiens hos isens unge prinsesse, gik mine tanker ikke kun til søens folk, men også 30 år tilbage i tiden.
Jeg var med dengang i november 1983, da jungletrommerne om en ung ismåge i Hanstholm lød pr. fastnettelefon.imaage_js_3
Og som studerende på Journalisthøjskolen smed jeg straks fyldepennen, og satte kursen mod nordvest på tommelfingeren, for det hed sig, at det var nu eller aldrig.
Det var den vinter, der blev indledt en epoke, hvor ornitologer haster fra Gedser til Blåvand, fra Skagen til Tønder og fra himmel til helvede, hvis det er nødvendigt for at se en sjælden skønhed.
Bare to måneder efter ismågen kom rosenmågen til Thorsminde, og vi måtte igen på farten for at få ro i sindet.
Der er løbet meget bajersk øl i halsrørene siden da, og jeg har for længst lært mig afslapningens ædle kunst og at glæde mig over, hvad jeg ser på min egen vej i stedet for at ærgre mig over det, der glipper mit åsyn i den anden ende af landet.
Jeg skrev nogle af mine første historier til DOF om ismågen og rosenmågen dengang for 30 år og mindst 3.000 artikler siden.
imaage_js_2Og på min vej mod Hanstholm denne vinter føltes det som i går, at jeg finansieret af Statens Uddannelsesstøtte tog af sted for at mødes med en måge.
Men jeg skulle bare derop for at se Lady Isabel sidde på kanten af kajen i drømmelandet mod nordvest.
Var der en ring, der sluttede? Nej, det var det ikke. Det var et altid drejende hjul, der tog sig en ny omgang.

Tekst og foto: Jan Skriver.