Lille Vildmose
Dagens tur til Lille Vildmose var primært henvendt til begyndere, og derfor var det glædeligt at 15 deltagere havde trodset halvdårlige vejrudsigter og var mødt op til fugletur. Vi startede langs Hegnsvej, hvor der blev kigget på vadefugle, Sortklirer, Viber og Hjejler samt flere Lille Lappedykkere.
Herfra gik turen mod Tofte sø tårnet, hvor højdepunkterne var tre flotte kronhjorte og et vildsvin, der sås fint på mosefladen.
Nu var det så langt op ad formiddagen, at det var tid for at kigge efter ørne, så turen gik tilbage til Hegnsvej, hvor der var dukket Brushøns op, og både Traner og Sangsvaner trak forbi. Pludselig standsede en bil, der kørte forbi og chaufføren fortalte, at der sad to Kongeørne længere henne ad vejen, så folk var hurtigt i bilerne, og turen kunne afsluttes med at kigge på ørnene, og efter kort tid gik den ene også på vingerne.
Tak til alle de fremmødte fra turlederne, vi håber på at se jer igen i foreningen.
Henrik Møller Thomsen