Jeg har en mission, jeg vil være rollemodel for andre unge

I foreningernes land, Danmark, har en gruppe mennesker sat sig rundt om et bord. Corona’ens tryk på befolkningen er lettet en smule, men man sidder stadig med god afstand, håndsprit på bordet og alle har sin egen kaffe med hjemmefra.

Det er bestyrelsen i Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) lokalafdeling i Nordjylland, som er samlet. Den består, som de fleste bestyrelser i Danmark, mest af mænd; men den her bestyrelse har faktisk været tæt på, at halvdelen er kvinder. Det er ikke helt almindeligt, og slet ikke i den her forening, hvor hovedparten af medlemmerne er mænd. Og sådan er det vist i de fleste foreninger.

Nå, men det er egentlig ikke dem, altså kvinderne, artiklen skal handle om. Den skal nemlig handle om en anden minoritetsgruppe i foreningen DOF. De unge mellem 15 og 29 år. Dem er der praktisk talt ikke mange af i hovedforeningen. Man har DOF UNG og ØRNEGRUPPEN for børn. Men de er afdelinger for sig. Der er ikke mange unge med i den ”gamle” DOF.

Det har man dog i Nordjyllands lokalafdeling. For denne bestyrelse har to unge medlemmer, Gustav Urth på 20 år og Magnus Houen Lauritsen på 18 år. Og det er en af dem artiklen her skal handle om.

Gustav er helt klar i mælet, når han giver udtryk for sin hensigt med at være med i bestyrelsen.

”Ungdommen følger med nu og her”, siger Gustav. ”Hvis det hele stadig kun handlede om at rede Viber og Lærker, så var jeg ikke med. Der er flere, der ser verden, som den var for 40 år siden. De gamle har en ide om, at verden skal se ud, som den gjorde i deres barndom. Men vi unge prioriterer meget mere den fede natur med dynamiske og naturlige processer på naturens præmisser; vi siger, hvordan vi gerne vil have den, og ikke hvad den var dengang; for det er os, der skal overtage den”. Gustav ser tankefuldt ud af vinduet, mens han siger, ”jeg har ikke noget imod Lærker og Viber, de er også en del af den naturlige proces. Men de vil komme af sig selv i den vilde natur”.

Gustav smiler. ”Jeg blev superglad for at blive opfordret til at stille op til og blive valgt ind i bestyrelsen i DOF Nordjylland, og især blev jeg glad for at komme ind i et fugleinteresseret miljø. Jeg følte simpelthen, at mit liv peakede”.  Gustav har en trang til at være med. Han ser medlemskabet af bestyrelsen som en dør ind til fællesskabet med fuglefolket. Han siger alvorligt, ”Vi har det sjovt i bestyrelsen. Men jeg føler også, at jeg bliver hørt. Jeg bliver ikke grinet af; vi griner sammen”.

Gustav fortæller videre, at den fælles interesse i fugle er fantastisk at være en del af – aldersforskellen er lige meget for ham. ”Jeg ser ikke alderen, jeg ser fugleinteressen, og den binder os sammen”.

For Gustav er fugle en livsstil. ”Jeg kigger ikke på fugle, fordi det er sjovt. Men fordi jeg ikke kan lade være. Fredag nat, når vennerne tog til fest, så tog jeg ud og kiggede efter ugler. Når jeg som 15-årig gik gennem gågaden i Hjørring, og Mursejlerne kom i hobetal over gaden, synes jeg faktisk, at det var lidt flovt at gå og kigge efter dem. Jeg gik ligefrem og gemte min nysgerrighed på dem. Det gør jeg ikke mere! Nu går jeg med kikkerten for øjnene og er nærmest ved at gå ind i folk”, griner han.

Men så bliver han alvorlig igen. ”Unge i dagens Danmark tænker meget, ”hvordan ser jeg ud” og ” hvordan bliver jeg accepteret”. Der er det godt, at vi er en blanding af ældre og unge sammen i bestyrelsen, for sådan tænker de ældre ikke; de er mere frie. De ved, hvem de er, og det står de ved. Der er ingen identitetskrise der. Så på den måde kan jeg lære noget af de andre i bestyrelsen”.

Gustav slutter af med at fortælle, ”jeg har en mission, jeg vil være rollemodel for børn og andre unge. Jeg vil vise, at det er fedt at være nørd, at det er fedt at være passioneret af noget”.

Bestyrelsen i DOF Nordjylland er lige så glade for sine unge medlemmer, som for alderspræsidenten. Der er nemlig, som Gustav siger, ingen der tænker over alder. Arbejdsopgaverne bliver fordelt efter lyst, interesse og kompetence. Kaffen bliver hældt op og mødet går i gang. Det er dejligt, at kunne ses igen til et fysisk møde.

 

Tekst: Gitte Holm
Billeder: Gustav Urth