Hvad der kan ske, når man er på udkig efter Vandrikse i skumringen!

DSC_4680Når man én gang har set en Vandrikse i Østerådalen i Aalborg, må den da være til at finde igen! Ikke?

Sådan tænker jeg af og til, så lørdag eftermiddag tog jeg til Østerådalen og gik en vandring langs åbredden. Jeg fulgte alle snoninger i håb om at finde en Vandrikse gå og søge føde, nu hvor der stadig var frost i jorden selv om, det var blevet tøvejr igen. Vandløbet var uden is, så Gråænderne havde fundet tilbage til åen. Jeg traf også Gærdesmutter, og fra krattet sang Blåmejser og Musvitter lysteligt. De havde fundet forårets melodi. Men fra Over Kæret til Indkildevej var der ingen Vandrikse. Derimod lander der i åen denne Pibeanden lige ud for mig. Aldrig har jeg været så tæt på. Over mig kom der ene flokke af Kragefugle, Alliker især, flyvende ind mod Aalborg på vej til fælles overnatning.

Nå, det er logisk nok at Vandriksen ikke lader sig vise på grund af alle de mennesker, der var i ådalen sammen med mig, så jeg kunne lige sjoske (jeg havde gummistøvler på) over i området “Ådalen syd” og kigge lidt. Heller ingen! Kun en flok på 100 Stære på engen, der havde travlt med at indtage dagens sidste måltid.

DSC_4697Tilbage i Østerådalen nord var det første, jeg fik øje på, 1000 Stære som flyver synkronflyvning, mens jeg passerede mellem lille og store Fuglesø. De blev flere og flere, så det samlet tal blev 2000. Det foregik stille og roligt. De kom flere gange lige hen over hovedet på mig Det var tydeligt at se, at de ikke blev forstyrret af en rovfugl. Det lignede simpelt hen leg og hygge. De blev ved og ved, mens jeg gik tværs over engen tilbage til stien langs åen. Kl. 17.48 gik de ned i rørskoven ved store Fuglesø. Det var mindst en halv time de havde fløjet. Da havde jeg glemt alt om den Vandrikse, for jeg bliver aldrig træt af at se Stæreopvisning.

Nu var jeg godt nok også blevet træt i benene, så det var tungt, rent fysisk, at sjoske det sidste stykke tilbage mod bilen, men fra pilekrattet omkring hundeskoven kunne jeg høre den ene Solsort efter den anden. Husskaderne ligeså, og jeg talte mindst 25, men der var med sikkerhed lagt flere, som jeg ikke kunne se i tusmørket. De sidste mejser og Gærdesmutten sendte mig det sidste stykke tilbage til bilen med fryd i sindet over en ny stor oplevelse – uden en Vandrikse!

DSC_4656

Men jeg har en pointe til slut. I fredags var jeg en tur ved Ryås udløb, lidt i samme ærinde. Heller ikke her var der Vandrikse, MEN lige som jeg kom til broen, stod der 2 Rørdrummer på isen ved en lille våge. Læren af det hele: Man får langt fra altid det, man har besluttet sig for at opsøge, men så får man så meget andet!!!

Tekst og fotos: Svend Erik Mikkelsen