Nå for pokker! Nu er det min tur til at skrive en lille artikel fra felten. Jeg har jo vidst det længe, men har ladet det ligge – godt gemt i baghovedet. Der var jo længe til det for 3 måneder siden. Men nu er det nu, – og hvad skal jeg vælge? Jeg har flere områder i landskabet, jeg besøger jævnligt. Flere kom til, da vi gik i gang med Atlas-projektet. Jeg er kvadratansvarlig for 5, så der må nok kunne være et af dem, jeg kunne bruge. Men Atlaskvadrater på denne tid af året? Nej det passer ikke sammen, med mindre man har et, hvor der sker en masse på denne tid af året. Det er blevet den første efterårsmåned, så på den baggrund var sagen klar: ULVEDYBET! skal denne fortælling handle om.

De fleste ornitologer i Nordjylland kender dette område, så det vil jeg ikke beskrive nærmere. Jeg kan henvise til Keld Hansens bog: Det tabte land. Den beskriver på udmærket vis, hvordan Ulvedybet blev til det, det er i dag. I øvrigt er det en fantastisk bog!

Nej, jeg vi i stedet ”tage dig med på min tur”, som jeg lavede tirsdag den 8 september for at give dig denne turbeskrivelse. Jeg valgte at tage af sted ud på eftermiddagen, fordi jeg nyder især skumringsoplevelser i naturen. Jeg kommer ofte i en særlig god stemning, når skumringen falder på, og der kommer mere ro over landskabet, jeg færdes i. Min plan var at tage min cykel med, så jeg kunne cykle noget af ruten, når jeg kom dertil. Dels for at komme tættere på naturen, dels for at få lidt motion samtidig med. Ruten lagde jeg således, at jeg ville starte med at holde ved dæmningen ved vejen til Halvrimmen. Herfra ville jeg gå ned i hjørnet og kigge ud over den østlige del af området. Sidst på eftermiddagen er godt nok ikke det bedste tidspunkt at observere derfra. Det er i modlys på den tid af dagen. I modlyset så jeg mange Hættemåger komme flyvende sydfra og lægge sig ud på vandfladen. Der var mindst 1000 Hættemåger og lidt Sølvmåger iblandt.

Andefuglene lå især i et trælst modlys. Pibeænderne og Blishøns var klart dominerende, men der var også en par Spidsænder. På dæmningen op mod Pumpehuset gik der en del Grågæs. Så er der da ikke jagt der i dag, tænkte jeg, for de så meget fredelige ud. De rastede kunne jeg se, men ikke uden deres vagtposter, der er parat til at advare flokken, hvis en fare nærmer sig.

På engene, i modsatte side mod Bjerget, kan man være heldig nogle gange at få øje på en rovfugl. Var der nogen i dag? Jeg rettede teleskopet derimod og panorerede. Jo, der sad en Rovfugl, som var i gang med at æde et bytte. Hvad var det for en? Den var langt væk. Lige bag ved røven på rovfuglen stod en Gråkrage og sneg sig ind mod byttet. Snuppede en bid og sprang en meter tilbage. Hov!, den var da lige ved at støde ind i en rovfugl mere. Den var tydelig nok: En ung Rørhøg. Den havde tydeligvis også fokus på byttet, som var besat. Men hvad var nu det? Nok en Gråkrage, der stod bag ved den unge Rørhøg! Måske en ungfugl, for den var en bølle. Den sneg sig ind på Rørhøgen, nappede den i halen og sprang en meter tilbage. Det gjorde den flere gange, og Rørhøgen gjorde også udfald imod den. Det samme gjorde rovfuglen på byttet imod den første Gråkrage. En herlig scene at opleve, og da rovfuglen blev mæt og satte sig op på en pæl, var jeg ikke i tvivl om, hvad det var – en Musvåge! Jeg var ellers lige ved at tro, det var en Fiskeørn, da den var meget hvid på bugen. De var for langt væk til et foto, men billeder har jeg flere af i hoved fra den scene.

Efter denne skønne oplevelse, kørte jeg over på dæmningen. Vandet i Ulvedybet står meget højt, helt op til Fugleårnet i hjørnet af Perlen. Ikke en vadefugl var der, hvor der plejer at være flere arter på denne årstid. Men derimod mange andefugle. Overraskende mange Taffelænder og en del Troldænder, hvad jeg ikke plejer at se. I forrige uge var jeg også forbi og talte 58 Skestorke. I dag var der ikke én. Men Spidsænder var der til gengæld mange af. Dem bliver der flere og flere af i de seneste år. Ude i fjorden – ud for dæmningen – lå de første af de overvintrende Lysbugede Knortegæs. Et varsel på at vores vintergæster nordfra er på vej mod dansk område. Mon der kommer lige så mange Kortnæbede Gæs og Bramgæs som sidste år, hvor de var i området hele vinteren?

Jeg ville have cyklet fra tårnet og over til Pumpehuset i håb om at møde forskellige småfugle. Dem overser man nemt fra en bil. Men det var blevet sent, så jeg opgav i dag. Kørte en hurtig tur der over i bilen. Derfra er der et godt medlys. Jeg kunne spotte forskellige Toppet Lappedykkere og Hvinænder samt en større flok af Hvid- og Gul vipstjert.

Solen stod nu meget lavt i vest. De første Sølvmåger var på nattræk mod fjorden. Et par Toppet Skalleslugere, samt nogle Hvinænder, som fouragerede i Perlen, mindede mig også om gode skumrings-oplevelser, som finder sted om en god månedstid. Begge arter fouragerer i de lyse timer i store dele af Limfjorden, men når det begynder at mørkne, kommer de indtrækkende for at lægge sig i Dybet om natten. En spændende oplevelse, som kan anbefales. Jeg har talt 3000 indflyvende Hvinænder for nogle år siden. Toppet skallesluger har samme adfærd, men de er der især i efterårsmånederne og igen om foråret, inden de trækker nord på. De blander sig med Hvinænderne i ind- og udflyvninger.

Mættet af gode oplevelser og minder fra nogle af mine mange ture til Ulvedybet, var jeg klar til at køre hjem lige efter at solen havde forladt horisonten. Mit indre billede af Musvågen, den unge Rørhøg og de frække Gråkrager vil stå længe i min erindring.

Tekst og foto: Svend Erik Mikkelsen