Høgeugle – et tilløbsstykke
Siden Anders Østerby fandt høgeuglen i påsken, har folk valfartet til Bunken Klitplantage på Skagens odde. Mange har set uglen. Nogle er gået forgæves og måtte tage hjem med uforrettet sag. Der er blevet søgt både høj og lavt og gisnet om hvor uglen nu er blevet af. En del er kommet for kun at se uglen, men de fleste har medbragt kamera og når uglen endelig var fundet, var fuglen meget samarbejdsvillig. Da jeg besøgte stedet første gang og vi endelig fandt uglen var den synlig i mere end en time. Man kunne nærme sig ind til en 10 – 15 m. fra kræet og få de billeder man havde behov for.
Det er 8 år siden arten senest gæstede Nordjylland, og 20 år siden den sidst blev observeret ved Skagen. Denne smukke art er ofte meget tillidsfuld og lader sig betragte på meget nært hold. Hvor lang tid uglen har været i klitplantagen er uvist, men højst sandsynligt vil den trække nordpå en af de kommende nætter.
Tekst og foto: Lars Grøn og Peter Kristensen