Hjørringgruppen i Vejlerne
Lørdag D. 14. Oktober kl. 08.00 var møde tidspunktet på Hjørring Banegård.
Det regntunge vejr var helt sikkert skyld i den ringe tilslutning, men vi var 5 fugleglade mennesker der kørte til Vejlerne, hvor yderligere en person fra Frederikshavn og to fra Silkeborg stødte til gruppen. Vi startede ligepå og hårdt, med en Havørn, to Vandrefalke og tre Blå Kærhøge, foruden masser af ænder og gæs.
Da der var lovet lidt opklaring i vejret omkring kl. 10.00, nød vi noget af vores medbragte kaffe og te inden vi fortsatte rundt i Vejlerne.
Vi besøgte bla. Kraptårnet og Han Vejle som var helt levende af store flokke af Skægmejser. Ved Vesløs Vejle så vi en Spurvehøg, der lettede med sit bytte, da den blev angrebet af en Musvåge. Spurvehøgen tabte sit bytte, og Musvåge og Spurvehøg fløj til hver sin side. I Arup Vejle skjulet nød vi det sidste Kaffe og Elin Steffensen`s hjemmebag. Vi sluttede af midt eftermiddag ved Vestenden af Lønnerup Fjord. En tur med masser af fine fugleoplevelser og højt humør.