Gråmejserne i Vejlerne
Torsdag den 4. oktober kl. 10 mødtes de første Nordjyske Gråmejser i Vejlerne for første gang på den første Gråmejsetur. Hele holdet mødtes ved det store center på dæmningen på Thistedvej. Vi var, med de tre turledere, 15 personer i alt. De først ankomne havde da spottet to Havørne på engene, i gang med af fortære en gås. Ellers var der masser af forskellige ænder i vandet ud for tårnet samt Hvidklire og Sortklire. Inde over engene sås masser af Grågæs og Kortnæbbet gæs, samt en lille gruppe Bramgæs.
Nå, vi skulle videre! Turen gik op til Han Vejlen for at se Skægmejser. Der var i det mindste 15 i alt.
Turen fortsatte mod Arup Vejle, hvor den første Vandrefalk blev set, samt 6000 Hjejler der var i luften et par gange. Sidste kig på dagens tur var ved Bygholm Vejlens Vestsø. Her var der en Vandrefalk igen, samt 10 Skestorke, en mindre flok Traner og meget meget mere at se. Dagens afsatte timer, og lidt til, var også gået, så det var på tide at afslutte turen. Der var enighed om, at det havde været en begivenhedsrig tur, med masser af fugle at kigge på, og at det havde været en hyggelig tur. Enkelte blev i området for at nyde det gode vejr og et rigtig godt sigte, efter at middagens regnbyger var trukket væk fra området. Resten kørte mod Aalborg for at afslutte turen for dem, der valgte fælleskørsel fra mødestedet i Bouet. Hjemturen gik i god begejstringen, så begge chauffører kørte mindre omveje omkring de mange rundkørsler ved Nørresundby.
Se hele turrapporten her.