Gråmejsetur til Agger Tange
Vi mødtes, 25 modne fuglefolk mandag den 4 oktober kl 10 ved nordenden af Ove Sø for at tilbringe et par dage sammen ved Agger Tange.
På denne tid af året behøver, man ikke at kede sig derude, hvis man kigger på fugle. Der er noget i kikkerten hele tiden.
Ove sø gav nogle stæreflokke og en enkelt sølvhejre. Næste stop var på vejen, der går imellem Ørum og Flade sø.
Her blev set turens eneste rørhøg og nogle så skægmejser, der fløj over vejen.
Formiddagskaffen nærmede sig allerede akut, og der var enighed om, at tage denne i selve Agger by. På parkeringpladsen ved Grilhytten blev vi mødt af ejeren, der tilbød, at vi kunne sidde på deres terrasse, endda uden at købe noget.
Resten af dagen gik på Tangen fra nord til syd. Der var masser af fugle. Netop, som vi havde parkeret bilerne ved første stop forsøgte en ung vandrefalk at fange en svaleklire. Efter nogle forsøg undslap svalekliren. Sammen med en havørn sørgede vandrefalken for, at alle fuglene i nærheden gik på vingerne. Vi talte ca. 4700 pibeænder, 6000 hjejler, 2000 blishøns, 1500 grågæs, 600 spidsænder og masse andet. Bl.a 8 skestorke, der stod i en lille flok.
I den sydlige ende af lagunerne fløj en enkeltbekkasin tæt hen over os – noget der gentog sig dagen efter ikke langt derfra.
Der er et besøgcenter tæt ved færgelejet. Her blev madpakken spist, mens en lille kobbersneppe spankulerede rundt på asfalten.
På revlen i Krik Vig stod 4 knortegæs. Noget der gav anledning til kig i feltbogen og diskussion: Lys- , mørk- eller måske sortbuget ?
Konklusionen er 3 lysbugede og en mørkbuget knortegås. Den sortbugede er sjælden i Danmark, yngler i Østsibirien, der bliver set nogle få stykker af dem hver år.
Efter frokosten trængte vi til motion. Og hvad var mere oplagt end at forcere den 1/2 km lange mole. Og … ja, den hedder “den lange mole”. På molen, der vistnok er et værn med tilsanding af Thyborøn og indsejlingen til Limfjorden, så vi 2 islandske og 2 sortgrå ryler. Yderst på molen var det næsten som at stå ude midt i havet, og rødstrubede lommer, sortænder og lomvier kom tæt på.
Vi havde bestilt bord i Nørre Vorupør på Grilcafeen kl 18.30. Inden kunne der lige blive tid til en tur ved Lodbjerg Fyr. Fyret er lige blevet restaureret og rummer b.la. en fin udstilling med fyrfaldne, udstoppede fugle og nogle fantastiske akvareller af fugle og landskaber malet af Carl Christian Tofte. Aftenmaden på Grilhytten var god og rigelig. Efter at have hygget et par timer, “gik vi til overnatning”. Man havde selv fundet et sted i området at sove.
De fleste havde bestilt noget på Agger Hostel eller Agger Feriecenter.
Tirsdag den 5 oktober mødtes vi på nordligste parkeringsplads på Tangen kl 9 i det fineste solskin. Natten havde budt på masser af regn og torden.
Formiddagen var lidt en gentagelse af dagen før (dog uden molen !), men lyset var helt i top. Vi brugte en del tid i den sydlige del af Lagunen, hvor der er lidt småøer.
Her var der pænt med vadefugle b.la. 5 hvidklirer og 10 islandske ryle samt 3 små lapperdykkere, som kun var oppe for at trække luft.
Sven Erik, som jo er en travl herre, tog afsted kl 11. Han havde senere et nyt fuglearrangement i Hammer Bakker.
Klokken nærmede sig frokost, og da det blæste en del fra øst, var der stemning for at tage til Lodbjerg Kirke, der både byder på læ og bænke.
Eftermiddagen skulle i øvrigt tilbringes i Hansholm Havn. Der var set middelhavssølvmåge ugen forinden, og den ville vi gerne finde. Der blev brugt megen tid på at kigge på mågerne på den nye opfyldning på østsiden af havnen, men et af kendetegnene på mågen: gule ben kunne ikke ses, da mindst 95 % af mågerne lå ned. Men der gik ca. 20 bjerglærker rundt blandt mågerne. Molen gav en topskarv blandt en masse storskarver. For at fremme motivationen blev der udlovet is til den, der spottede “mågen”. Da vi andre havde opgivet, synes Kirsten fra Viborg, at vi lige skulle tage den nye opfyldning længst inde ved røgeriet. Og der stod den! – på 30-40 meters afstand var det tydeligt at se karaktererne for en gammel fugl i vinterdragt: gule ben, gule øjne og kun lidt stribet på hoved (ikke hals). Kirsten har is tilgode. Dette var prikken over i´et på en rigtig god tur, der blev sluttet af med en kop kaffe ved Fyret for de sidste. De fleste var efterhånden taget hjemover.