Gråmejserne: Rold Skov og Naturnationalparkerne
Onsdag den 24 august afholdt vi efterårssæsonens første Gråmejsetur. Da vi satte den på programmet var de 10 nye Naturnationalparker endnu ikke udpeget, men vi havde et stærkt håb om at Rold Skov ville blive det. Udgangspunktet for den tanke og dette håb var, og er, at det areal i Rold skov, der ligger inden for statens områder rummer vidt forskellige biotoper. Det er samtidig et indenlands område, hvor de fleste andre udpegede nordjyske områder er klitområder, der ikke rummer så mange forskelligartede biotoper. Vi var af den opfattelse, at hvis man virkelig vil indsamle mange forskelligartede erfaringer fra de kommende Naturnationalparker ville Rold skov kunne levere et bredt erfaringsgrundlag for den videre proces længere ude i fremtiden.
Men vi blev snydt af dem der udpegede de 10 nye Naturnationalparker i foråret. Rold skov var ikke iblandt.
Nogle medlemmer af Rebild byråd med Leon Sebbelin i spidsen tog til København, for at forklare dem at Rold Skov skulle bruges som gavntømmer til byggeriet og til glæde for de lokale savværker.
Fakta er ifølge DOF’s punkttællinger at vi i Danmark har udryddet 70 % af alle Viber, Stære og Sanglærker i løbet af de sidste 40 år. Også en masser sommerfugle og insekter er væk.
Danmark er det af de 27 EU-lande, der har mindst udrørt natur igen, så vi har meget hårdt brug for mere urørt natur.
De 10 Naturnationalparker, der nu er udpeget, udgør ca. 3 % af Danmarks areal, så det er et lille areal, der nu prioriteres til dyrene og biodiversitet. Mountainbikere og ridefolket må kunne være på de andre 97 % af Danmark, så vi kan beholde nogle af vores sommerfugle og insekter.
Vi har i Danmark virkelig brug for mere urørt natur, især i det åbne land (landbrugsarealerne), hvis vores børnebørn også skal kunne nyde fuglesang og sommerfuglene.
Udpegningen skete sidst i marts måned i år. Et aktivt medlem skrev på dagen, 1ste april, et indlæg på DOF Nords hjemmeside, at Rold skov alligevel blev en naturnationalpark. Det var begrundet i nogle økonomiske dispositioner, som gjorde det muligt at have økonomi til at købe projektet fortalte formanden for d o f Nordjylland til vedkommende skribent. Det var da både fedt og utroligt!
At det kom på hjemmesiden første april, var der medlemmer til dagens tur, som ikke havde bemærket, og derfor “købte” de undrende fortællingen. Det var da nu på sin plads, at få den historie sat i den rette sammenhæng. Rold skov er desværre ikke blevet udpeget til at skal være en kommende Naturnationalpark.
Ironisk kan vi så skrive, at det er godt at Rebild kommune vil skabe et naturområde på en del af arealet, der er meget bedre end en Naturnationalpark!!!. Vi er alvorlig bange for at det er den rigtige og alvorlige aprilsnar.
Omkring 25 deltagere var mødt op til dagens tur. Første handling var at køre ned mod Rebild bakkers parkeringsplads for at indtage formiddagskaffen, samt at give den kedelige fortælling om at dette storslåede naturområde vi skulle bevæge os ud i ikke blev til den Naturnationalpark, vi så stærkt havde håbet på. Klaus Anker Hansen gav derimod en fin beskrivelse af områdets karakter, herunder den geologiske tilblivelse af landskabet dannet i sidste istid. Ligeledes om Rold skov gruppens arbejde med opsætning af fuglekasser og registreringer af fuglelivet i området. Det er et fornemt arbejde gruppen laver.
Herefter gik vi ud langs med Lindenborg å ud til Gravlev sø, vi havde selvfølgelig et lille ophold ved den smukke Ravnkilde. Vi så en del land og bysvaler, og ude ved søen så vi også en rørhøg, et par ravne, nogle grågæs og canadagæs.
Så var det ved at være madpakketid og vi kørte ned til Store Okssø, der er den sydligste del af Naturnationalparken i forslaget. Efter vi havde spist vores madpakker, gik vi en tur rundt om søen. Der var ikke så mange fugle, det blev kun til nogle Lille Korsnæb og Gransangere.
Herefter afsluttede vi turen, det var ikke en tur med mange fugle, men vi fik set hvor flot og varieret natur der er i det foreslåede område til Naturnationalpark i Rold Skov. Vi må håbe det kommer med i en eventuel senere runde. Hvor også Rebild byråd vil have fugle, sommerfugle og insekter i kommunen og ikke kun erhverv og savværker.
Svend Erik og Poul Erik