Fuglenes dag – Nattergaletur
Jeg havde planlagt en tur, hvor deltagerne fik lejlighed til at opleve Fuglenes dag blive lukket og slukket, og lige følge enkelte arter ind i det næste døgn.
Vejret så lovende ud hele søndagen, men sidst på eftermiddagen trak der dog skyer ind fra en østlig retning. 15 personer, de fleste af ældre modeller som jeg, mødte op ved P – pladsen ved Vodskov Kirke, for at deltage i turen. Ca halvdelen kan jeg godt kalde min fan-skare. De har deltaget i mange af mine ture og er meget trofaste deltagere, så for dem var der ikke nogen nye arter på turen. Det var i det hele taget småt med arter denne søndag aften. Rødhalsen 10, Solsort 9, Ringdue 8, Bogfinke 8, Sangdrossel 5, Landsvale 3, Munk, 3 Gransanger 3, Gærdesmutte 2, Sortmejse 1, Gulspurv 1, Musvåge 1.
Mærkeligt at Rødstjert, Løvsanger, de almindelige mejser m. fl. ikke lod sig høre. Jeg havde håbet Skovsangeren ville synge for os, da jeg ikke tidligere har hørt så mange af dem, som i år i Hammer Bakker. I stedet måtte jeg fortælle lidt flere gode historier om fuglene, så deltagerne, måske, får noget med hjem, som de vil kunne huske. Jeg bruger bl.a. nogle data fra Dansk Trækfugleatlas, f.eks hvor langt sydpå (til Algeriet) de længst trækkende Rødhalse går mod syd. Det rører også ved folk, at en Rødhals på en dag har fløjet 325 km. Jeg bliver selv lidt ydmyg over fuglenes præstationer (jeg har mange andre gode eks. fra samme atlas og mange andre historier) og kan mærke det ”rører” ved folk.
Mens vi drak aftenkaffen talte vi om forskellige emner i skumringstimen inden turen gik mod Nattergalene i Try og Bolle enge. 3 af deltagerne valgte den oplevelse fra! Der er jo stadig folk som skal på arbejde næste dag. Nord for Langholt Skov, hvor Lyngdrup bæk krydser landevejen, stoppede vi. Her sad Nattergalen ganske tæt ved og sang med fuld styrke. Længst mod nordvest var en meget flot lysbræmme som på bedste måde understøttede stemningen. Nu nærmede vi os midnat, såhh – vil I være med til mere spurgte jeg? Det ville alle så vi kørte ud til Try enge. Her sad der 4 Nattergale ganske tæt på og sang i fredags. Men jo længere vi kørte mod øst, jo mere kom vi under skyerne og de første regndråber faldt. Vi skulle gå ca 300 for at komme tæt på de 4 Nattergale. Men gad de så synge det nye døgn ind? Nej ! – der kom enkelte kluk fra et par stykker, ellers var der stille. Vi var tilbage ved bilerne 00,01 lige som regnen tog til. Vi kørte frem til Øster Hassingvejen. Blev siddende i bilerne med nedrullede vinduer i håb om at høre en eller anden lyd fra en fugl. Men der var stille og vi kørte hjem.
Sådan gik det med at lukke og slukke fuglenes dag.
Tekst og foto: Svend Erik Mikkelsen.