Fugle felthåndbogen
FUGLE felthåndbogen. 2. udgave. Af Lars Gejl. Gyldendal, Kbh., 2013. 488 sider. Pris: Kr. 299,95
Jeg var meget begejstret for bogen da den udkom i 2010 – dette var endelig en fotoguide af HØJ kvalitet. Og min begejstring er ikke mindre for denne 2. udgave, som er udvidet på flere områder. Først og fremmest er beskrivelsen af de enkelte arter udvidet med QR-koder med fuglestemmer. Det vil sige, at når man befinder sig i felten med denne bog og sin smartphone, kan man straks få adgang til den relevante fuglestemme. Mon ikke det er den første felthåndbog med denne mulighed?
I selv hoveddelen, som er lidt revideret med hensyn til tekst og fotos, er der kommet nogle få nye arter til, således at bogen nu omhandler samtlige nordiske ynglefugle og trækgæster. Desuden er der kommet en udvidelse med 84 ”sjældne og meget sjældne” arter – et afsnit som er helt ny i forhold til 1. udgaven. Også her er der i de fleste tilfælde tilknyttet QR-koder.
Nyt er også en dansk-norsk-svensk navneliste og registret er nu samlet til ét – med både danske og latinske navne.
Med de mange fotos af de enkelte arter og fyldige tekst, er der ingen grund til at være skeptisk overfor begrebet fotoguide. En god bog er blevet endnu bedre!
Ulf Klemmetsby/juni 2013
Foto: Poul Erik Sperling.