En vintertur i Gravlev Ådal
Rold-gruppen afholdt i slutningen af november den årlige vintertur i Gravlev Ådal. 8 deltagere havde trodset den dystre vejrudsigt og blev belønnet med en dejlig tur med efter-ånden fuld sol og en masse gode fugle.
Vi lagde dog ud i gråvejr fra P-pladsen for foden af Rebild Bakker, hvor en flok ravne og små korsnæb var de første fugle i bogen. Herfra gik vi langs den markerede sti tværs over ådalen, mens flokke af sangsvaner højlydt kaldende forlod Gravlev Sø, på vej mod marker med saftig vintersæd.
Første højdepunkt var en stor tornskade, der jagede mus eller andet kravl på skråningerne af Rebild Bakker. En fast del af vinterlandskabet, men aldrig til at finde samme sted to dage i træk.
Næste stop blev Egebæk Kilde, hvor vi på ganske kort afstand kunne nyde en vandstær, der ivrigt jagede smådyr i det isnende kolde vand. Efter lidt tid blev vi distraherede af de umiskendelige kald fra en isfugl, men det blev kun til et kort glimt i et lille træ, inden den forsvandt ud i ådalen.
Første kaffestop blev vestsiden af Gravlev Sø, der virkelig var proppet med fugle: 14 knarænder og to små skalleslugere var det mest spændende, dertil mange pibeænder, krikænder og troldænder samt enkelte hvinænder, små lappedykkere og taffelænder.
En ung vandrefalk skabte vild panik blandt andefuglene, men den uerfarne fugl forsøgte sig i stedet med et nok lidt for stort bytte, da den slog efter en grågås i luften! Intet held i denne omgang, så fuglen forsvandt vestpå, hvor den jagede en flok på flere hundrede sjaggere i luften fra et tjørnekrat. Fra engene hørtes bjergpiberens ru kald, og over de gamle bøgepartier i Rebild Bakker kunne vi se en kæmpeflok kvækerfinker, mindst 10.000, i bølgende flok i retning af bøgeskovene i Nørreskov og Bjergeskov.
Nord for søen græssede over 200 grågæs og et par bomlærker lod sig beskue fra kort afstand. En høg blev i første omgang bestemt til spurvehøg, men snart afslørede en tyk mave og fremstrakt hoved, at der var tale om en duehøg.
Resten af turen forløb uden større fulgehits, men i bragende sol, og alt i alt bød dagen på et rigtig fint udsnit af de arter, men kan håbe på at se en vinterdag i Gravlev Ådal.
Se folder om Rebild Bakker og Gravlev Ådal
Tak til alle for en hyggelig og god tur!
Tekst: Anders Horsten. Foto: Carl Jørgen Andersen