Hold nu op jeg bor godt! Ude ved Madum Sø og Rold Skov. Her er så mange fugle, at det er et sandt eldorado for en fuglekigger at bo lige her.

En ganske almindelig dag i december kan byde på lidt at hvert fra fuglenes verden. Og det er alene det, som jeg kan se fra mit vindue, eller hører under den daglige udluftning af huset.

Når det lysner, siger jeg godmorgen til den hvide Musvåge. Vi ser ham dagligt, enten når han sidder på marken, eller når han svæver rundt over huset. At han er så let at kende gør, at man nærmest får et venskabeligt forhold til ham. Jeg ved faktisk slet ikke, om det er en han, men sådan har jeg nu engang tænkt.

Ved morgenmaden ser jeg pludselig en lille fugl løbe op af en stamme i haven. Jeg ved jo godt, hvilken fugl der er tale om, men jeg bliver alligevel nød til at lade havregrynene stå og række ud efter kikkerten. Ca. 15 meter fra huset har vi nogle skønne gamle ahorn, som efterhånden har en – for fuglene – lækker bark; og her suser lige nu en lille Træløber op af en stamme, mens den i små ryk stopper op og finder kryb og kravl, som troede, at netop her var det perfekte vinterhi.

Så – nu kommer spættefar og sætter sig til rette på nøddehuset. Han kigger rundt og nikker med sin røde kalot, og så går han ellers i gang med at hakke nødder. Jeg tænker, han mener, at det er hans nøddehus helt privat. I hvert fald deler han aldrig huset med nogen, selvom der sagtens kan sidde 2-3 Musvitter på huset på én gang, når han ikke er der.

Og så er der selvfølgelig alle småfuglene. Blåmejse, Sumpmejse, Spætmejse og Musvit. Og Skovspurv, Bogfinke, Dompap og Grønirisk. Sumpmejsen er sjov, den kommer og henter et hampefrø og flyver med det igen, for at komme tilbage og hente et til. Jeg har læst mig til, at Sumpmejser laver fødedepoter, som de faktisk er ret skrappe til at huske. Musvitterne elsker fedt og melorme. Det fodre jeg med på foderbrættet. Det ser hyggeligt ud, når den kommer og udser sig den fedeste melorm og flyver med den. Blåmejser er simpelthen så søde. De virker så tillidsfulde. Det er også dem, som først tør komme til fodreautomaterne, som hænger på vinduerne. Jeg kan huske engang, hvor jeg pyntede mit aftjente juletræ med fedtkugler, da sad en Blåmejse på en gren på den modsatte side af juletræet og ventede på, at jeg blev færdig og gik min vej så den kunne komme til at spise.

Så for søren – der kom Spurvehøgen. Det er en flot han, og han kommer ofte – ca. hver anden dag – og snupper en fugl. Ja, jeg ved godt det kan være barskt, men Spurvehøgen skal jo også leve. Det er faktisk ganske interessant at betragte, hvad der sker, når Spurvehøgen angriber – hvis man altså er heldig at se det. Pludselig ser man den store fugl som skudt ud af det blå, i samme nu lyder der advarselsskrig og alle småfugle er pist væk i trætoppe og buske, og her sidder de helt stille. Nogen gange har der siddet en lidt for langsom mejse og dukket sig i hjørnet af foderbrættet. Hvis den undgår høgen, bliver den nok alligevel den næste. Sådan er det – de stærkeste, klogeste og hurtigste overlever. Jeg har nogen gange være heldig, at Spurvehøgen har sat sig, så jeg har kunnet få lov at betragte den rigtigt. Det er virkelig en flot fugl.

Nu sidder der en fugl nede i æbletræerne; og det er ikke en solsort, selvom dem er der også mange af. Det er en sjagger. Jeg har aldrig set en stor flok i min have. Kun en enkelt sjagger af gangen.

Det er de fugle, som jeg har set her i formiddag. Men jeg vil da lige fortælle, hvad der også har været forbi i tidens løb. Selvfølgelig har vi ofte besøg af en Fasan eller to. Men vi har også en tidlig morgen set en Grønspætte. Jeg fandt ud af, at den gik efter nogle myrer, som havde lavet sig en sti op af et gammelt ahorntræ. Ravnene hører og ser vi ofte. De sætter sig gerne i toppen af et grantræ ved indkørslen. Jeg forstår godt dens høje status i vikingetiden. Og så er der også Skovskaden. Den er så flot i sin farvestrålende dragt. Tænk engang, den kan tage ni nødder på én gang! Når det bliver rigtigt vinter med frost og sne, så har vi også Kernebidere på foderbrættet. Den er sandelig også en flot fugl. Sortmejse, Topmejse og Grønsisken kan også finde på at indfinde sig i den koldeste vinter.

Om få dage er det vintersolhverv. Så bliver dagene længere, og så varer det ikke længe før fuglene får travlt med at synge og finde mager, og vi fuglefolk skal ud og øve os på at skelne fuglestemmerne fra hinanden, finde fuglenes reder og registrere dem. Sådan en gråvåd decemberdag vil jeg se frem til forårets fuglesang.

Glædelig jul til alle glade fuglefolk her fra Søbakken.

Tekst og foto: Gitte Holm