Birds of Madagascar and the Indian Ocean Islands – en anmeldelse
Birds of Madagascar and the Indian Ocean Islands: Seychelles, Comoros, Mauritius, Reunion and Rodrigues.Af Frank Hawkins, Roger Safford og Adrian Skerrett. Illustraret af John Gale og Brian Small. Helm Field Guides. London, Christopher Helm. 429,95 kr. hos Saxo.com
Birds of Madagascar er en af de gode Helm Field Guides. Den dækker ikke blot Madagascar, men også de andre øer i det tropiske, syd-vestlige Indiske Ocean, det vil sige Seychellerne, Comorerne, Mautitius, Reunion og Rodrigues – så her er muligheden for at lokke hele familien med på en rigtig palme- og strandferie og så også se på fugle. Og hvis man vælger Seychellerne, kan man også ovenikøbet se kæmpeskildpadderne. ( Man kan selvfølgelig også rejse efter fuglene alene).
Efter de indledende kapitler om områdets geografi, klima og vegetation er de større fugle genstand for en fælles omtale, mens spurvefuglene er delt op geografisk. Seychellerne er endda delt op i to områder: klippeøer og koraløer. Og til sidst er der et kapitel om omstrejfende fugle – vagrants. Den enkelte fugl kan være omtalt under flere lokaliteter, hvor omtalen er afpasset efter stedet – for eksempel Broad-Billed Roller, hvor stemmen er beskrevet nøje under Madagascar, mens omtalen under Seychellerne fortæller, at den ikke høre, kun ses, der. Beskrivelsen af stemmerne er i det hele taget god og grundig.
Det er et spændende område. På Madagascar er der ikke bare endemiske arter, men hele endemiske familier. Til slut i bogen er der dels en farvekodet checkliste, dels et appendiks 2 om den nye klassifikation og fuglene i området.
Jeg ville ønske, jeg havde haft denne bog i hånden, da jeg besøgte dels Madagascar, dels Seychellerne. Nu bliver jeg nok nødt til at tage derned igen, så jeg kan låne bogen på Fuglebiblioteket og få det fulde udbytte af turen.
maj 2016 – Anni Guldberg Madsen