Birds of Kruger National Park – en anmeldelse

20201204_144523Birds of Kruger National Park af Keith Barnes og Ken Behrens, 225, sider 2017. WildGuides Ltd.

Denne velillustrerede fuglebog er målrettet fuglekiggere, som har planer om at besøge Kruger National Park eller det nærliggende sydlige Afrika. Forlaget har en tilsvarende bog, der omfatter parkens pattedyr, krybdyr og padder.

Bogen er illustreret med særdeles gode fotos. Der er ikke markering af kendetegn på fotos, men der er udførlige beskrivelser af kendetegn, opførsel og krav til habitat i teksten og ind imellem også små sjove anekdoter om fuglene.

Kruger er Sydafrikas største nationalpark med et areal på 20.000 km2 eller 42% af Danmarks areal, så det kræver planlægning og en god guide for at få fuldt udbytte af et ophold. Der er ca. 500 registrerede fuglearter, hvoraf bogen omfatter godt halvdelen (259). Bogen giver også en kort præsentation af geografien i Kruger.

Bogen inddeler fuglene efter habitaterne 1. rivers and wetlands (floder og vådområder), 2. plains and open woodland (sletter), 3. broadleaved woodland (løvskov) og 4. forest and riverines thicket (skov og flodvegetation). Dertil kommer separate kapitler om 5. rovfugle, 6. luftens fugle: svaler og sejlere og 7. nattens fugle: natravne og ugler.Krugerkort

Knap halvdelen af bogens fugle findes i afnittet om ”broadleaved woodland”, herunder mange af de farvestrålende, såsom gøge, fluesnappere og solfugle. De spredt bevoksede sletter udgør hovedparten af nationalparkens areal, men har ikke så mange arter, som dog kan være nok så spændende – struds, trappe m.fl.

Bogens opdeling giver god mening både med henblik på at tilrettelægge ture til områder med fugle, man gerne vil se, og på hurtige opslag. Inden for habitaterne præsenteres fugle efter deres systematiske inddeling.

Under beskrivelse af den enkelte fugl er kun anført det engelske navn. Hvis man har behov for det latinske, finder dem i en liste bag i bogen.

Tekst: Gunnar Hansen, Løgsted gamle skole , Løgstør
Fotos: fra bogen taget af Gunnar Hansen