Alle Europas Fugle–en anmeldelse
Alle Europas fugle. Af Frédéric Jiguet og Aurélien Audevard. Gyldendal, Kbh., 2016. 443 sider. ISBN:9788702196542. Pris: Kr. 349,95.
Denne franske bog er den nyeste på stammen af fotografiske field guides. På dansk findes bl.a. ”Fuglefelthåndbogen”af Lars Gejl, som omhandler i alt 415 nordiske ynglefugle og trækgæster. Lars Gejl er i øvrigt dansk konsulent på bogen.
”Alle Europas fugle” omhandler totalt 860 fuglearter som kan ses i Europa inkl. Tyrkiet, den vestlige del af Nordafrika og Rusland ind til Uralbjergene samt sjældne gæster fra Asien, Afrika og Nordamerika. Desuden nogle arter som forventes (!!) at blive registreret i området. I forhold til ”Fugle i felten” mangler en del arter fra Mellemøsten og østlige del af Nordafrika.
En sammenligning med ”Fugle i felten” er vel mest logisk. ”Alle Europas fugle” har en meget kortfattet tekst – med kendetegn, stemme og levesteder. Væsentligt mere kortfattet tekst end ”Fugle i felten”. Udbredelseskortene er af cirka samme størrelse i de to bøger. De meget flotte fotos, flest af Aurélien Audevard , er for det meste større end de tilsvarende illustrationer i ”Fugle i felten”, men der er blevet plads til flere illustrationer i sidstnævnte.
Eneste lille skuffelse: Den Kalkungrib jeg (og nogle andre!) så i Skagen 1.6.1997 er ikke med. Var nok en ”burfugl”. Til gengæld er der et fint foto af Svalehaleglente (sidst set i Europa i 1866)!
Om man foretrækker fotos eller illustrationer i en field guide er måske en smagssag, men ”Alle Europas fugle” er uanset et imponerende værk i handy format, velegnet til feltbrug i godt og vel hele Europa.
Ulf Klemmetsby, November 2016