700 sjældne fugle slår sensationelt lejr ved Øster Hurup
Biologer opfordrer folk til at vise hensyn til de mange ynglende klyder og terner
En kolossal overraskelse ventede ornitolog Søren Skriver, da han forleden spadserede en tur langs Kattegatkysten. På sandbankerne syd for Øster Hurup har en stor flok sjældne fugle nemlig slået sig ned i en stor koloni.
Flot og sjældent syn
– Jeg ser tit fugle langs kysten, men det er helt usædvanligt at støde på en så stor fuglekoloni. Der er flest havterner, men også den lille dværgterne har fundet vej til kolonien. Desuden yngler den smukke vadefugl klyden på sandbanken, fortæller Søren Skriver.
En optælling afslører, at kolonien rummer ikke mindre end 480 havterner, 32 dværgterner og 190 klyder. Klyderne har endda allerede store unger. Der er således tale om en stor koloni efter dansk målestok.
Ifølge Søren Skriver er det vigtigt, at de sjældne fugle kan yngle i fred og ro.
– Terner og klyder bygger rede direkte i sandet eller i små bunker af tang. Derfor er de ekstremt sårbare, når de yngler, siger Søren Skriver.
Naturstyrelsen jubler
Hos Naturstyrelsen deler man ornitologens begejstring over, at klyder og havterner har slået sig ned ved Øster Hurup.
– Fuglekolonien på kattegatkysten er en spændende opdagelse. Her på østkysten har vi et særligt ansvar for at passe på de sjældne fugle. EU har nemlig udpeget området til at være et særligt fuglebeskyttelsesområde, og så værner vi om fuglenes levesteder og sørger for, at de ikke bliver forstyrret, fortæller vildtkonsulent Ivar Høst fra Naturstyrelsen.
Naturstyrelsen har i den forbindelse sat skilte op langs stranden, der fortæller om, hvordan man kan tage hensyn til de sjældne fugle.
Hvis alt går vel vil fuglene have unger i løbet af den næste måneds tid. Her vil de være meget sårbare over for forstyrrelser og kraftigt højvande. Sidenhen vil kolonien være mindre truet, fordi ungerne bliver mere selvhjulpne. De vil dog fortsat være afhængige af, at de voksne fugle bringer dem føde.
Giv fuglene fred til at yngle
I Mariagerfjord Kommune er biolog Anders Horsten stolt over, at kommunen huser den store fuglekoloni.
– Det er en del år siden, at der sidst var en koloni i området, men vi har hele tiden håbet på, at de ville vende tilbage. Derfor opfordrer vi nu alle til at give fuglene den nødvendige ro til at yngle, så de kan opfostre så mange unger som overhovedet muligt. Det betyder, at vi opfordrer folk til at lade være med at bade nær kolonien, ligesom at løstgående hunde og flyvende droner skal undgås for enhver pris, siger Anders Horsten.
Tekst: Pressemeddelelse fra Mariagerfjord kommune
Fotos: Mariagerfjord kommune