2020, årets første oplevelse.
På den tid af året i naturen, – lokalt her omkring. Under denne overskrift vil undertegnede komme med en lille beretning fra naturen en gang om måneden. Beretningen vil tage udgangspunkt i de lokale områder, typisk inden for Aalborgs kommunegrænse.
Sort sol! Ja, tænker du måske? Det er det, der kan opleves i Sønderjylland om efteråret. Nogen ved måske også at stærene samles i Rom og flyver i flotte formationer over byen, og der, hvor de går ned for natten, er der ikke sjovt at have sin bil stående.!
Men de to begivenheder er langt fra, hvor man kan opleve sort sol. Det finder sted mange flere steder. Godt nok ikke med op til en million fugle, men mindre kan bestemt også give en imponerende oplevelse. Jeg har i begyndelsen af året været ud ved slambassinerne i Vester Hassing enge, hvor der ved skumringstid kom otte- til titusinde stære, for at tage sin nattesøvn i rørskoven.
Både i efteråret 18 – og igen sidste år – var jeg i Sønderjylland for at se fænomenet. Selv om der nok var omkring 500.000 stære, var det alligevel lidt en skuffelse. Det var det,, fordi de stort set ikke lavede formationsflyvning. De to gange jeg nu har været i Vester Hassing, har de i den grad lavet formationsflyvning. I begyndelsen kommer de ind i småflokke, og efterhånden samles de flere og flere, mens de udfører en smuk ballet for øjnene af en. Det er simpelt hen en smuk og graciøs bevægelse de laver i luften. For mig er det smukkere end at se en ballet. Flyvningen har begge gange varet om imod en halv time. Samtidig kan man opleve større fugle, canadagæs og sangsvaner, komme ind over og flyve direkte mod fjorden for at lægge sig der for natten.
Folk i Sønderjylland fortæller at stærene oftere laver formationsflyvninger om foråret end om efteråret. Det gør de på grund af jagende rovfugle, dog også af og til uden de bliver jagtet af dem. Men om foråret gør de altså lagt oftere. Hvorfor? Måske fordi de øver sig? Måske fordi de har en meget social adfærd. Måske holder de selv af at danse i luften sammen?
I forrige århundrede var denne oplevelse med stærene ikke mulig i samme omfang om vinteren. Vintervejret den gang gjorde, at de trak væk til steder, hvor de havde chance for at finde føde i jorden. Det kan de sagtens nu, med de vintre vi har haft de sidste syv år. Når det er til at stikke næbet i jorden efter orme og larver, er der fødegrundlag nok til, at op mod 10.000 stære bliver i vores lokalområde.
Har du fået lyst til at vide mere og samtidig se stærene opføre ballet, er jeg klar til guidning om begivenheden Torsdag den 16. januar fra kl. 15,30 og en god time frem. Mødested ved porten ind til Slambassinerne, Skiverenvej ved Vester Hassing.