Rodopi-bjergene–anmeldelse

Dirk Hilbers m.fl.: Eastern Rhodopes – Nestos Evros and Daida – Bulgaria and Greece. 254 sider. Crossbill Guides. ISBN: 978-94-91648-01-4. 2013.

På trods af at megen planlægning af naturrejser i dag foregår på internettet, er der heldigvis stadig forlag, der udgiver rejse- og områdeguides, der højner fornøjelsen ved planlægningen af turen. Crossbill Guides, et hollandsk forlag, har i en årrække udgivet guides over europæiske områder som Pyrenæerne, den ungarske puszta og Extremadura. En af de seneste udgivelser dækker den østlige del af Rodopi-bjergene, der ligger i grænselandet mellem Grækenland og Bulgarien. Det er nok ikke kun anmelderen, der måtte hen i leksikonet for at tjekke om der var et dansk navn til denne øde del af Sydøsteuropa, der især er kendt for sine skovklædte bjerge omgivet af blomsterenge og overdrevsbakker.

Bogen starter med en grundig introduktion til området, først beskrives natur- og kulturhistorien bredt og i næste afsnit floraen og de forskellige dyregrupper gennem de mest karakteristiske arter, herunder store levedygtige bestande af rovfugle, gribbe, sjakaler og ulve.

I den næste del beskrives lokaliteterne fornuftigt nok gennem anbefalede ruter gennem otte forskellige landskaber – områderne er så store at det kun vil være muligt at besøge brøkdele af aralet. I gennemgangen af de enkelte ruter guides man frem til områdets højdepunkter flora- og faunamæssigt. Der er små men ret detaljerede kort med udvalgte punkter, der henvises til i teksten, hvilket giver et fint overblik. Det kræver dog at man anskaffer sig et vejkort til at rejse mellem de otte områder, hvilket der også gøres opmærksom på i bogens sidste afsnit, der rummer praktiske oplysninger, herunder også en kort oversigt over fuglefaunaen og hvor man finder de forskellige familier.

Bogen er rigt illustreret med gode landskabs-, plante- og dyrefotos – jeg er kun støt på en enkelt kikser, hvor en havørn udgives for at være en kongeørn.

I foråret 2015 var jeg i det sydøstligste Bulgarien, der støder op til Rodopi-bjergene. Denne fine guide har kun øget min lyst til at besøge et område, som jeg aldrig før havde haft i tankerne – og som øjensynligt rummer noget af det mest oprindelige og uberørte natur i det sydlige Europa.

Bogen kan købes i Naturbutikken for 229 kr.

Anders Østerby, 17. nov. 2015

 

Forlagets hjemmeside er www.issuu.com/crossbillguidesfoundation og specielt for Eastern Rhodopes er det: http://issuu.com/crossbillguidesfoundation/docs/cg13_eastern_rhodopes_issuu