Ordbog over videnskabelige fuglenavne – en boganmeldelse

IMG_20181205_105054_edited-1Ordbog over videnskabelige fuglenavne. Af Svend Rønnest, J.Møller Hansen, M.Behnke-Pedersen. Vignetter: Jon Fjeldså. Distribution og salg Dysan og Rosenberg Aps. 599 kr. i Naturbutikken.

Det her er en virkelig omfattende bog – 864 sider – bestående af dels en grundig gennemgang af begreberne (taksonomi, nomenklatur, systematik m.m.) og navnenes oprindelse, dels – den største del – et ordbogsafsnit.

Det er vel at mærke en ordbog over de videnskabelige fuglenavne, ikke de danske eller engelske. Så hvis man vil checke for eksempel Bergiusternen, skal man først slå det videnskabelige navn op – thalasseus bergii – og så gå til hver del af navnet. Thalasseus betyder maritim – thalassa = havet (altså terne) – og bergii henviser til Karl Heinrich Bergius, som der så er en lille biografi over. Stor skallesluger har navnet Mergus Merganser – mergus = en slags vandfugl, merganser = sammentrækning af mergus og anser ( gås). Kun et par eksempler.

Jon Fjeldsås fine vignetter letter på det meget tunge stof.

Selv om Shakespeare siger, at rosen ville dufte lige sødt, hvad vi så end kalder den, er det nu spændende med navne. Jeg vil ikke påstå, at jeg har læst bogen, men jeg har græsset i den, og jeg kan godt forestille mig, at jeg vil slå op i den igen.

Vi har den på Fuglebiblioteket, hvis du vil checke noget!

DOF Nordjyllands Fuglebibliotek, december 2018,
Anni Guldberg Madsen

IMG_20181205_105118_edited-1      IMG_20181205_105510_edited-1