GråmejseNord-tur til Kølsen, Skals Å og Viskum den 20-10-2019

DSC_4872Denne tur, der foregik udenfor vores ”hjemområde”, havde samlet 17 deltagere. 9 af gruppens deltagere mødte op ved pendlerpladsen Th. Saursvej i Aalborg. Vi fik en køretur ned gennem Himmerland, hvor vi oplevede en sjælden flot morgentåge ligge i lavningerne i landskabet. Det var et meget smukt og betagende syn.  

Vores lokalkendte Kirsten og Bent, der havde besøgt områderne forinden, foreslog at vi begyndte med at køre til Viskum. Her indtog vi vores formiddagskaffe nær Viskum Hovedgaard, mens Bent og Kirsten fortalte om området og om deres seneste observationer her. Vi kørte derefter til Viskum Kirke, hvor vi havde et bedre udkig til vådområdet og de mange fugle der opholdt sig der. Vi gav os god tid til at observere rundt i området. Derved får man samlet set en større artsliste. Der blev bl.a. set Knopsvane 160, Grågås 500, Pibeand 700, Gråand 200, Krikand 3, Lille lappedykker 3, Musvåge 5, Isfugl 1, Spætmejse 1 og Stær 600, samt en jagende ræv. Den forsvandt i noget højt græs. Om det var med bytte vides ikke.

DSC_4878  DSC_4962 (2)[13582]

Turen fortsatte derefter mod Kølsen og Skals Ådal, hvor vi først holdt frokostpause og siden gik ad den gamle jernbanedæmning til Skals Å’s udløb i Hjarbæk Fjord. Her blev der bl.a. set Knopsvare 60, Hvinand 30, Knarand 7, Trane 2, Blishøne 50, Lille lappedykker 7, Dobbeltbekkasin 5, Blå kærhøg 1 hun, Skægmejse 7-10 og Vindrossel 4. Vi havde især megen fornøjelse af Skægmejserne, idet 3 af dem på et tidspunkt opholdt sig på den plankebro langs med åen, som vi gik på. Alle deltagerne nåede at komme frem for at betragte de smukke fugle, og mange kameraer knipsede lystigt. Den gode stemning på holdet fik lige et ekstra nyk op efter den oplevelse. De små smukke fugle aner intet om, hvad de gør ved os mennesker, men det er, hvad vi har oplevet så mange gange, når vi rigtigt ser dem, med deres vimse og levende adfærd. 

IMG_3084  IMG_3056

Det smukke stille vejr fra morgenstunden, var langsomt ved at blive afløst af tunge, mørke skyer og truende regn. Sigtbarheden og lyset var blevet forringet gennem dagen, men regnen holdt sig stadig på afstand.
Vi sluttede turen med at køre til Jordbro Engsø, hvor vi bl.a. så Troldand 30 samt Toppet lappedykker 2, og hvor vi i øvrigt blev indhentet af regnen. Mange af os, der kommer fra Nordjylland, lærte nye lokaliteter samt de små veje, der fører dertil, at kende i DOF Nordvestjyllands område. Det bliver ikke sidste gang, vi besøger områder syd for vores egen landsdel på en endagstur.

Tak til Kirsten og Bent for deres indsats.

Tekst: Svend Erik Mikkelsen og Tscherning Clausen
Fotos: Erland Jensen og Svend Erik Mikkelsen