Birds of Kenya’s Rift Valley

Af Adam Scott Kennedy. 256 sider. WildGuides: Princeton University Press. 2014. ISBN 978-0-691-15907-2.

Omtale af omkring 300 fuglearter er delt op efter habitater – savanne, sø, skov etc. Der er register over både engelske og latinske navne, men bogen har som mål at undgå ornotologiske fagudtryk. Masai Mara er ikke med, men det er nationalparkerne Lake Nakuru, Lake Bogoria, Mount Longomot og Hell’s Gate.

rift_valley_2015_1Hvis man vil producere en ny bog om fuglene i Kenya er det svært at konkurrere med klassikeren Stevenson & Fanshawe: ”The Birds of East Africa” (der også findes som app til iPad osv.). Nogle safarirejsende foretrækker dog fotografier frem for Stevenson & Fanshawes farvetegninger. Men også den bogkategori er godt udfyldt. Safariguiden og fotografen Scott Kennedy har imidlertid fundet en bogniche som ikke er udfyldt: bøger om de fuglearter der findes indenfor mere begrænsede lokaliteter. Han har allerede produceret en fotoillustreret bog om fuglene i Masai Mara (den nordlige del af Serengeti). Og nu har han tilføjet bogen om ”Birds of Kenya’s Rift Valley”.

Den berømte Rift Valley ligger vest for Nairobi og gennemskærer Kenya fra nord til syd. Der er mange søer (herunder saltsøer) og masser af fugle. Den flotte bog giver de fleste af dem en helt eller en halv side med foto og tekst, men den udelader svært bestemmelige eller svært observerbare fugle. Fuglene er opdelt efter habitater (vådområder, rovfugle, græssavanne, skov- og buskområder samt natfugle).

Hvis man som fugleinteresseret medbringer sin familie kan ”Birds of Kenya’s Rift Valley” være ganske nyttig. De bliver nemlig trygge ved at bogen koncentrerer sig om fuglene i på et bestemt område. Men jeg tror de mere erfarne vil finde bogen for mangelfuld og for besværlig.

rift_valley_2015_2

Besværet skyldes ikke fuglenes placering efter habitater. Det kan være praktisk for en erfaren safariguide som Scott Kennedy, men hvis man fra græssavannen kortvarigt kommer ind i et område med lidt buske kan det være svært at huske at f.eks. Red-and-yellow Barbet skal findes under buskhabitaterne. Det samme problem opstår for resten af familien. For dem drejer det sig snarere om at få overblik over de forskellige fuglefamilier. Til det formål har jeg haft stor glæde af ”Jonathan Scott’s Safari Guide to East African Birds” (som lettest kan anskaffes i Kenya eller Tanzania).

Esben Sloth Andersen, juli 2015